moto1.jpg

Martensen Wright PC

Stifter dagligt skandinaviske datterselskaber i USA

Dansk lov om dobbelt statsborgerskab træder i kraft pr. 1. september 2015

Af: Boryana Arsova, J.D., LL.M., Associate

Den 18. december 2014 vedtog det danske Folketing en lov, der gør det muligt for danskerne at blive borgere i et andet land uden at skulle opgive deres danske statsborgerskab. Den nye lov vil også gøre det muligt for personer, der har mistet deres danske statsborgerskab ved netop at blive statsborger i et andet land, at generhverve deres danske statsborgerskab i en overgangsperiode på 5 år, nemlig fra den 1. september 2015 til 31. august 2020.

Årsagen til at denne nye lov først træder i kraft den 1. september 2015 er, at Danmark har tiltrådt Europarådets konvention, kapitel 1, der vedrører begrænsning af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab, og som nu skal opsiges. Opsigelsesvarslet er 1 år.

Hvis du overvejer at blive dobbelt statsborger efter den 1. september 2015, bør du være opmærksom på følgende:

Opnåelse af amerikansk statsborgerskab 

Hvis du er dansk statsborger og bor i USA, kan du blive amerikansk statsborger, hvis du opfylder følgende krav:

* Du er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet

* Du har været bosiddende i USA på Green Card (”U.S. Permanent Resident”) i mindst 5 år (3 år, hvis din permanente opholdstilladelse er baseret på ægteskab med en amerikansk statsborger)

* Du skal kunne demonstrere uafbrudt ophold og fysisk tilstedeværelse i USA

* Du skal kunne bevise, at du har boet mindst 3 måneder i den stat eller det USCIS- distrikt, hvor du ønsker at indgive din ansøgning om amerikansk statsborgerskab

* Du skal have god moralsk karakter

* Du skal kunne bestå en amerikansk samfundslæreprøve og en engelsk sprogtest

* Du skal kunne demonstrere kendskab til den amerikanske forfatning

* Du skal være villig til at aflægge troskabs-ed til USA (”Pledge of Allegiance”).

Når du overvejer at søge om amerikansk statsborgerskab, bør du også kende de fordele og privilegier samt de forpligtelser, der følger med erhvervelse af amerikansk statsborgerskab.

Som amerikansk statsborger vil du have følgende privilegier:

* Du får mulighed for at få familie til USA: Familiemedlemmer af amerikanske borgere prioriteres højere ved ansøgning om immigration til USA

* Du får stemmeret ved valg til offentlige embeder

* Du kan søge om føderal beskæftigelse i tilfælde, hvor det er et krav, at du er amerikansk statsborger

* Du bliver valgbar og kan opstille som valgkandidat

* Du nyder international beskyttelse: USA beskytter sine borgere i udlandet gennem sine ambassader og konsulater

* Du får adgang til Federal Student Aid: Den føderale regering giver forskellige former for økonomisk støtte til studerende, herunder legater og stipendier, der kun er til rådighed for amerikanske borgere

* Arveregler – Det ubegrænsede ægteskabsfradrag gælder kun, hvis den længstlevende ægtefælle er amerikansk statsborger. I henhold til denne lov beskattes aktiver, der er efterladt til den længstlevende amerikanske ægtefælle, ikke føderalt, uanset aktivernes værdi. Denne regel er imidlertid ikke gældende for en ikke-amerikansk længstlevende ægtefælle, selvom han eller hun er fastboende i USA. – Hvis du, mens du er i live, giver din amerikanske ægtefælle en gave, skal der ikke svares føderal gaveafgift. Hvis din ægtefælle ikke er amerikansk statsborger, begrænser den særlige regel for skattefrie gaver til ægtefæller beløbet til 147.000 dollars om året (for 2015 er beløbet inflationsreguleret).

Som amerikansk statsborger vil du også have visse forpligtelser, såsom: 

Du skal

* stå til rådighed som jurymedlem

* betale føderale, statslige og lokale skatter

* støtte og forsvare den amerikanske forfatning

* forsvare landet, hvis behovet skulle opstå

* deltage i den demokratiske proces

* tage aktiv del i, hvad der foregår i dit lokalområde

* respektere og overholde føderale, statslige og lokale love.

Generhvervelse af dansk statsborgerskab 

Hvis du har opnået statsborgerskab i et andet land, og som følge heraf har mistet dit danske statsborgerskab, får du pr. 1. september 2015 mulighed for at generhverve dit danske statsborgerskab i en overgangsperiode på 5 år, der løber fra den 1. september 2015 til og med den 31. august 2020. I denne periode er det muligt for tidligere danske statsborgere samt deres mindreårige børn at generhverve dansk statsborgerskab ved en erklæring. Erklæringen, som kan findes på Statsforvaltningens hjemmeside, www.statsforvaltningen.dk , skal indsendes til Statsforvaltningen i Danmark. Vi råder folk til at kontakte det nærmeste danske konsulat eller ambassade for yderligere vejledning og assistance.

Hvis en forælder indgiver erklæring om generhvervelse af dansk statsborgerskab, vil vedkommendes ugifte børn under 18 år, som forælderen har forældremyndighed over, automatisk være omfattet af ansøgningen, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at barnet ikke er inkluderet. Hvis barnet er adopteret, skal adoptionen være gennemført, inden barnet fylder 12 år, og adoptionen skal tillige være godkendt af de danske myndigheder.

Der gøres opmærksom på, at en person, der er blevet idømt frihedsstraf, som også indebærer en frihedsstraf ifølge de danske regler, vil ikke kunne generhverve sit danske statsborgerskab.

Børn født i udlandet 

Den nye danske lov, der tillader dobbelt statsborgerskab, påvirker ikke unge, der er omfattet af “22-års-reglen”. I henhold til denne regel vil børn født i udlandet, og som kan påvise den fornødne tilknytning til Danmark, kunne ansøge om at bevare deres danske statsborgerskab efter det fyldte 22. år.  Ansøgningen om ”Bevarelse af Dansk Indfødsret” skal indgives enten mellem det 20. og 21. år eller mellem det 21. og 22. år, afhængigt af hvilket land udstedte de attester og dokumenter, der vedhæftes ansøgningen.  Kontakt venligst den nærmeste danske representation for at finde ud af hvornår ansøgning skal indgives. Hvis ansøgningen ikke indgives, eller hvis ansøgningen ikke bliver godkendt af Indfødsretskontoret, vil barnet automatisk miste sit danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år.

Danskere, der er født i udlandet af en eller to danske forældre og som nu er over 22 år og ikke fik søgt om ”Bevarelse af Dansk Indfødsret” kan dog søge om “Bevis for Dansk Indfødsret”. Igen er det et centralt krav, at ansøger kan bevise et tæt tilhørsforhold til Danmark. Det er i denne forbindelse yderligere et krav, at ansøger har haft fast bopæl i Danmark og har været tilmeldt Folkeregistret i mindst et år før det fyldte 22. år.

Hvis du ønsker mere information om ansøgning om ”Bevarelse af Dansk Indfødsret” eller “Bevis for Dansk Indfødsret,” kan du kontakte nærmeste danske repræsentation eller læse mere på hjemmesiden for Udlændinge- og Integrationsministeriet .

Vigtigt forbehold 

Det er vigtigt at bemærke, at den nye lov om dobbelt statsborgerskab først trådte i kraft den 1. september 2015. Dette betyder, at hvis du blev statsborger i et andet land, inden 1. september 2015, mistede du automatisk dit danske statsborgerskab.

Bemærk også, at ansøgningsperioden for generhvervelse af dansk statsborgerskab kun er 5 år, nemlig fra den 1. september 2015 til og med den 31. august 2020. Hvis du ikke indsender en erklæring om at generhverve dit danske statsborgerskab indenfor den nævnte periode, vil du ikke længere kunne nøjes med at indsende en erklæring, men vil i stedet skulle igennem den normale naturaliseringsproces, hvilket bl.a. kræver permanent ophold i Danmark i en vis årrække.

Martensen Wright PC har ét overordnet mål: At hjælpe danskere i USA. For mere information om hvordan du får amerikansk statsborgerskab, generhverver dit danske statsborgerskab, eller hvordan de erfarne advokater i Martensen Wright PC kan hjælpe dig med processen, kontakt os på info@usa-eurolaw.com.